- cross-posted to:
- denmark@leddit.danmark.party
- cross-posted to:
- denmark@leddit.danmark.party
You must log in or register to comment.
Hvis nu man rent faktisk gik ind og fik ordnet forholdene i de ramte fag, fik oppet rammerne for et godt og sundt arbejdsmiljø, sørgede for at de fysiske såvel som psykiske arbejdsopgaver var tildelt den påkrævede tid og der ikke hele tiden var “effektiviseringer” (aka. Nedskæringer), så kunne det være at det blev attraktive fag igen.
Men som det er lige nu, er der hverken ordnede forhold for borgerne eller de ansatte, og vores samfund er et ringere sted grundet det.
Jeg synes det er så ærgeligt. Jeg ved heller ikke om det er realistisk at gøre noget ved det - altså er det et politisk valg man har taget (at forringe/spare velfærden) eller er det en naturlig konsekvens af den større ældre befolkning som man bare ikke kan komme udenom? Det er jo dyrere, og de penge skal jo findes et sted. Men jeg synes det virker som om de (regeringen, folketinget) slet ikke prøver at fikse det.
Som en der efter gymnasiet tog en håndværksfaglig uddannelse, og har lagt en 10-15 år af mit liv på det, og nu skal til at skifte branche inden diverse skavanker bliver permanente.
Så har mig og fruen flere gange snakket om at alle burde komme ud og arbejde i velfærdsfagene, håndværksbranchen eller industrien… generelt i hvad der får hjulene til at dreje rundt, og så man satte ind på uddannelsesstøtten til folk i deres 30’ere til at videreuddanne sig, når de har faldet til ro i tilværelsen, fået ungdommens dumhed ud af kroppen, og fundet ud af hvad de vil. Istedet for den nuværende situation, hvor man klmper gennem folkeskolen, efterskole, gymnasiet, og så pludselig kastes ud på det dybe vand, og så må håbe at du finder den rette redningsflåde at kravle op på
Den danska ekonomin som livnär sig på kunskapsbaserat arbete och inte lantbruk eller tillverkning skulle gå i bitar om alla blir färdigt utbildade i 30-års ålder… Jag tycker att vårt nuvarande system med 16 års total utbildning (inklusive högskola/universitet) för att komma ut på arbetsmarknaden redan går för långt, att fördröja det ytterligare låter som en mardröm.
Sådan en slags samfundspligt ligesom værnepligten?
Det var faktisk præcis som alternativ til værnepligten.
Det synes jeg faktisk er en rigtig god ide.
Både som udligning mellem sociale klasser, så man kan få indblik i alle de forskellige måder man kan leve på, hvordan man opfører sig på en voksen arbejdsplads, som integration, og bare generelt lidt forståelse og respekt for sine medmennesker og medborgere.
Både det, men det giver også nogle basis færdigheder som alle burde have.
Jeg har arbejdet som murer i 9 snart 10 år, men derfor har jeg stadig en forståelse for hvad tømrere, malere, gartnere og entreprenører laver.
Ikke at jeg kan erstatte dem på en byggeplads, men jeg har nok forståelse til at jeg kan udføre mindre opgaver hjemme hos mig selv.
Jeg havde engang en nabo som havde boet i huset ved siden af os i over et år, før hun ringede til elektrikeren for at få sat loftslamper op i huset. Alle burde kunne installere en loftslampe, hænge et billede op, eller en hylde - men faktisk overraskende mange der ikke kan
God artikel, som rammer hovedet på sømmet.
“Meningsfuld forpligtelse” og “det forpligtende fællesskab” er nogen af de ting, som jeg de senere år er begyndt at “dyrke”. Det er ikke altid at man bliver lykkelig af, kun at gøre det der gavner ens karriere osv. Nogengange kan det være mere givende at tage ansvar, og tage imod de udfordringer, som dukker op.
“Meningsfuld forpligtelse” og “det forpligtende fællesskab”
Kan du uddybe de her principper? De lyder gode.
Jeg kan prøve 🙂
Det første udtryk tog jeg blot fra artiklen - men jeg synes det henledte tankerne på det andet begreb, omkring det forpligtende fællesskab.
Et forpligtende fællesskab er f.eks familien, den lokale fodboldklub, en forening eller lignende. Det handler blot om at man forpligter sig i et fællesskab. Det er såvidt jeg har forstået, er begreb som kommer fra Grundtvigs højskole-tanker. Det er en smuk idé i de her tider hvor det hele handler om at realisere sig selv og “mig, mig, mig”-kulturen. Hvor man forpligter sig på at indgå i et fællesskab med det arbejde og de kompromisser der ligger i det 🙂
Ironiskt nog hör jag ganska ofta den här tanken om ett pliktsamhälle som argument för varför lönerna och arbetsförhållanden inom välfärdsyrken inte ska förbättras - “vill man ha ett välfärdsyrke som karriär måste man brinna för yrket och inte vara ute efter egen vinning”. Ingen som säger så här faktiskt jobbar inom dessa yrken, och när du frågar varför blir det ursäkter om hur de inte kan utföra jobbet bra nog och de klarar inte en så stressande karriär. Det är någon annans plikt att ta stressen och den låga lönen och de dåliga arbetsförhållanden men inte jag.
Pliktsamhället fungerar endast om alla är pliktbunden, men i vårt samhälle finns det Eric CEO med mycket bättre tillgångar och livsmöjligheter än den tråkiga pliktbundna pöbeln. Vi ser det och tycker “varför ska jag genomlida ett svårt, pliktbundet liv medan han som strävar efter egen vinning får det bra? Jag vill också vara som honom, någon annan får göra min plikt.”
Det här vet makthavare bäst av allt. Man ser hur högljudda politikerna är om hur folk inom välfärdsyrken inte ska vara ute efter egen vinning, men de blir väldigt tysta när man ber dem att föregå med gott exempel som folkets tjänstemän och skära ned på sina politikerlöner.
Det har du ret i - og det er noget rod. Jeg er ikke sikker på, at forpligtende fællesskaber og pligtsamfund nødvendigvis hænger sammen.
Vi taler meget om at der mangler penge og hænder i det offentlige - men alt for lidt om, hvad vi bruger pengene på. Er arbejdsgangene effektive nok? Udfører det offentlige for mange ydelser? Er der rimelighed i de forventninger vi har til et skattebetalt system?
Jeg kender ikke svarene på alle spørgsmålene, men jeg synes alt for tit, at problemerne bliver kogt ind til manglende penge og manglende hænder 🙂
